Den kontinuerlige og til tider sågar voldsomme stigning i verdens efterspørgsel efter elektrisk energi stiller hele tiden nye krav til de komponenter, der bruges til at producere og fordele energien til brugerne. Inden for området mellemspænding er der således ofte ønsker om, at der skal anvendes højspændingssikringer til at udføre beskyttelsen af anlæg med transformere med større og større mærkeeffekt.
Til beskyttelse af transformeren er der i de seneste 30 år med gode resultater typisk blevet anvendt en kombination af HH-sikringer og en adskiller/lastadskiller (i det følgende anvendes alene betegnelsen lastadskiller). Ved denne kombination bliver en lastadskiller koblet i serie med HH-sikringen. HH-sikringen skal afbryde de strømme, som lastadskilleren ikke er beregnet til at håndtere. Mekanisk sammenkobles lastadskillerens udkoblingsmekanisme med HH-sikringen via den i sikringen integrerede slagstift. I tilfælde af fejl ”smelter” en eller flere af HH-sikringerne hvorved fjederenergien i slagstiften frigives til udkobling af lastadskilleren, således at der foretages en 3-faset adskillelse. Koordinationen mellem HH-sikringen og lastadskilleren er anvist i standarden IEC 62271-105 [1] (i Tyskland: VDE 0671-105 [2] ). Standarden har i en indkøringsfase været årsag til nogen usikkerhed hos de projektansvarlige. Pludselig kom der en ny standard, som satte spørgsmålstegn ved de årelange accepterede løsninger vedrørende beskyttelse af distributionstransformere. Man stod over for en beslutning om at skulle udskifte den både teknisk og kommercielt gennemprøvede løsning med en ny, som måske var forbundet med høje økonomiske omkostninger. Der er dog belæg for, at løsningen med en lastadskiller i kombination med en sikring fortsat er det mest rationelle og teknisk mest fordelagtige beskyttelsesprincip. Læs mere her.